Flere og flere SMV’er vælger at ansætte en ledig højtuddannet eller faglært gennem SMV:Vækstpilot i Virksomhedsprogrammet. En kandidat i husdyrvidenskab har gjort en kæmpe forskel på insekt-iværksætteren Johs Sterlies fabrik i Nordsjælland.
Iværksætteren Johs Sterlie takker for den dag, Sabina Dahal blev ansat som vækstpilot via Virksomhedsprogrammet i hans virksomhed, Bug-Farm Falkensteen i Birkerød.
Han syntes, at det gik for langsomt i produktionen af fødevarer og lugtfri gødning – lavet af insekter. Sabina Dahal blev derfor ansat via SMV:Vækstpilot i Virksomhedsprogrammet, som giver op til 15.000 kr. i løntilskud om måneden i seks måneder til ledige, der kan være alt fra højtuddannede til faglærte.
Og den nyuddannede kandidat i husdyrvidenskab har hurtigt sat sit præg på virksomheden: I de første tre måneder af sin ansættelse har hun firedoblet produktionen, og Johs Sterlie er fuld af lovord:
”Hun er virkelig indbegrebet af en vækstpilot. Hun optimerer og forbedrer driften, og hun laver forsøg, som kan dokumenteres og implementeres i produktionen.”
Han er begejstret for vækstpilotordningen:
”Virksomheder på vores størrelse har sjældent mulighed for at ansætte en højtuddannet, fordi de som regel også skal have en høj løn. Nu kunne vi få en person ind med de rette kompetencer. Hun tog fat med det samme og fik fart i vores produktion, så vi kunne begynde at levere til kunderne.”
Johs Sterlie håber at kunne fastansætte Sabina Dahal, når hendes vækstpilot-forløb slutter op til sommerferien. For der er god brug for hende: Bug-Farm Falkensteen bygger lige nu en fabrik i Skævinge, hvor produktionen skal skaleres. Markedet for fødevarer og gødning produceret på insekter er i vækst, og der er brug for væsentligt mere plads end de 300 kvm i Birkerød, som virksomheden nu råder over.
Markedet for insekter er potentielt meget stort, og det er det helt rigtige tidspunkt at vækste, siger Johs Sterlie:
”Jeg begyndte at producere melorme i 2017, og først nu begynder markedet at åbne sig. I det seneste år har vi oplevet en kæmpestor stigning i interesse hos kæder og grossister, og vi tror, vi står på kanten af et stort gennembrud for insektproduktion – både nationalt og internationalt.”
Rammer virksomhedernes behov
Bug-Farm Falkensteen er en af 270 virksomheder over hele landet, der allerede har hentet en vækstpilot ind med økonomisk støtte fra SMV:Vækstpilot i Virksomhedsprogrammet. Yderligere 116 virksomheder har fået deres ansøgning godkendt og er ved at rekruttere en vækstpilot.
”Mange virksomheder står med en omstillingsopgave, hvor der er brug for nye kompetencer til at få opgaven løst. Men for mange kan det knibe med at finde midlerne til en ekstra medarbejder. Her har SMV:Vækstpilot virkelig ramt virksomhedernes behov,” siger national projektleder Bitten Müller fra Erhvervshus Sjælland, der driver SMV:Vækstpilot under Virksomhedsprogrammet.
Hun peger på flere årsager til den store efterspørgsel på SMV:Vækstpilot: En overskuelig og ukompliceret ansøgningsproces, og samtidig får virksomhederne adgang til og mulighed for støtte fra andre dele af hele Virksomhedsprogrammet.
Bitten Müller forklarer:
”Det er nemt at ansøge SMV:Vækstpilot. Man går ind via Virksomhedsprogrammet.dk og søger online med det samme, eller man kan få hjælp i sit lokale erhvervshus. Vi finder et match mellem virksomheden og en vækstpilot, fx via det lokale jobcenter eller en a-kasse, og nogle gange finder virksomheden selv sin vækstpilot.”
Vækstpiloterne løser mange forskellige omstillingsopgaver i virksomhederne: Projektledelse, markedsføring, produkt- og konceptudvikling, proces- og produktionsoptimering, HR og salg og indsatser inden for bæredygtighed, digitalisering og internationalisering.
En analyse fra 2017 konkluderer, at SMV’er, der ansætter deres første akademiker, gennemsnitligt har 38 pct. højere værditilvækst i år 3 end sammenlignelige virksomheder uden akademisk arbejdskraft. Og effekterne er endnu højere efter 5 år.
Virksomheder, der får tilskud i SMV:Vækstpilot, kan også få hjælp i Virksomhedsprogrammets andre spor – SMV:Digital, SMV:Grøn og SMV:Eksport. Den mulighed for at skabe synergi har Johs Sterlie benyttet sig af. Han har søgt om et investeringstilskud gennem SMV:Grøn og fået 600.000 kr. i støtte til at medfinansiere byggeriet af insektfabrikken i Skævinge.
Johs Sterlie:
”Vi er stærkt engagerede i bæredygtig produktion af fødevarer og arbejder efter FN’s 17 verdensmål, og bæredygtighed er også indtænkt i den nye fabrik. Vi skal blandt andet investere i nye produktionsapparater til vores køkken, fordi vi vil gerne begrænse vores ressourcespild og bruge mindre vand og energi, og derfor var det helt oplagt at søge SMV:Grøn.”
FAKTA Om Bug-Farm Falkensteen
Iværksættervirksomhed fra Birkerød, der fremstiller og forhandler forskellige fødevarer (pateer, snacks, proteinpulver og pølser) samt organisk, lugtfri gødning af melormelarver (larver af melbiller).
Læs mere på virksomhedens hjemmeside.
FAKTA Om SMV:Vækstpilot
Formålet med SMV:Vækstpilot er at understøtte omstilling i SMV’er for at styrke de fremadrettede vækst- og indtjeningsmuligheder gennem kompetencetilførsel og -udvikling. Virksomhedernes omstilling og deraf afledte kompetencebehov afdækkes, og virksomhederne tilføres de kompetencer, der matcher deres behov. Det sker ved at ansætte ledige personer som vækstpiloter med tilskud til løn fra projektet. Inden vækstpiloterne ansættes i virksomhederne, tilføres de kompetencer, som optimerer deres bidrag til virksomhedernes omstillingsproces.
Det samlede måltal for projektet er 458 vækstpiloter. Medio juni 2022 har over 400 virksomheder ansøgt, og foreløbig har 270 ansat en vækstpilot.
Vækstpilot-indsatsen er en del af Virksomhedsprogrammet, som drives af erhvervshusene. SMV:Vækstpilot er finansieret med 65 mio. kr. fra REACT-EU-indsatsen under EU’s Socialfond og drives af Erhvervshus Sjælland.