Grøn omstillingTekst

Louise hjælper virksomheder med at tage det grønne skridt

Hos Green Survey arbejder Louise med at hjælpe virksomheder med at forstå og dokumentere deres klimaaftryk. På kort tid er hun blevet en værdifuld medarbejder og har både effektiviseret arbejdsprocesser og givet virksomheden mulighed for at vokse.

Green Survey er et lille konsulenthus, som specialiserer sig i klimadokumentation, herunder ESG-rapporter, klimaregnskaber, rådgivning, samt livscyklusanalyser (LCA) og miljøvaredeklarationer (EPD). Louise er ansat som bæredygtighedskonsulent og har hurtigt gjort sig uundværlig:

”Jeg udarbejder klimaregnskaber og ESG-rapporter. Det indebærer, at jeg indsamler og bearbejder data om drivhusgasudledninger, analyserer og bearbejder data og omsætter det til kommunikerbare rapporter, der giver mening for kunderne”, fortæller hun.

Louise holder også oplæg og workshops om klimaregnskab, kommunikation og ESG, og hendes arbejde trækker tydelige tråde til sin baggrund som akademiker.

 

Akademisk fundament og grøn retning

Louise er uddannet i historie og samfundsfag fra Aarhus Universitet med speciale i miljø- og klimapolitik i Danmark og EU. Interessen for miljø og klima har været rød tråd hele vejen:

”Jeg er personligt optaget af, hvordan vi kan mindske belastningen af klima og natur. Det handler om at gøre en forskel, og det gør vi bedst med viden og data”, siger hun.

Efter kandidatuddannelsen tog hun et kompetenceløft i bæredygtig forretningsforståelse og to forskellige praktikforløb. I den sidstnævnte praktik var hun med til at udarbejde virksomhedens første ESG-rapport. Det var en erfaring, der viste sig at blive afgørende.

 

Fra kaffemøde til fastansættelse

Louise kendte én af stifterne af Green Survey gennem netværk og tog selv kontakt, da hun blev ledig. På det tidspunkt havde virksomheden ikke mulighed for at tage praktikanter ind, men et par måneder senere vendte situationen.

”De kontaktede mig og spurgte, om jeg var interesseret i en praktik. Det blev til en deltidsstilling, og efterfølgende er jeg blevet fuldtidsansat”, siger hun.

Hun bruger sine akademiske kompetencer dagligt:

”Arbejdet minder meget om at lave projekter på universitetet. Mit arbejde handler meget om at styre mine egne projekter, researche, afdække rammerne, analysere og udarbejde rapporter, som er kommunikative og gennemarbejdede samt kunne læse, forstå og formidle komplekse tekster og viden.”

 

Effekt og ansvar i en lille virksomhed

Green Survey består af fem medarbejdere og har en flad struktur, hvor alle har ansvar for egne projekter. Louise trives i den fleksible hverdag og det nære samarbejde:

”Jeg har kunnet tage nye typer projekter ind og har udviklet vores interne processer. Blandt andet har jeg udarbejdet et nyt dataindsamlingsark og proces hertil, som har gjort det muligt at optimere vores tid”, siger hun.

Hun har også været med til at løse konkrete opgaver for kunder:

”Jeg lavede et klimaregnskab og en ESG-rapport for en lokal virksomhed, som aldrig havde arbejdet med det før. De har allerede implementeret flere af vores forslag og vil gerne videre.”  

 

Konsulentbranchen giver mening

Louise ser konsulentbranchen som et oplagt sted at bringe akademiske kompetencer i spil:

”Det er et virkelig spændende felt at arbejde med bæredygtighed, som akademiker. Mine kompetencer giver god mening i det komplekse arbejde som både handler om research, formidling, analyse og fastlagte metoder”

”Vi er et konsulenthus, og det giver god mening at være i konsulentbranchen som akademiker, hvor man kan bidrage med specialiserede kompetencer i flere virksomheder.”