Video: Mathilde bygger bro fra håndværkeren til robotudvikleren

Kobots afholdte som led i deres rekruttering en jobsøgningsworkshop henvendt til ingeniører. Her mødte de foruden 13 ingeniører designeren Mathilde Skov Hansen, som var overbevist om, at det robotvirksomheden i virkeligheden manglede var en designer med indblik i brugerinvolvering.

Det viste sig, at hun havde ret og i dag arbejder Mathilde som user experience manager, hvor hun bygger bro mellem robotingeniørerne og de håndværkere, der til dagligt bruger virksomhedens robotter.

Kobots’ kerneprodukt er den mobile skærerobot Amigo, der skærer gips- og træplader til, så håndværkerne undgår selv at stå bøjet over arbejdet i opslidende arbejdsstillinger og med byggestøv i ansigtet.

Robotten styres via app og stemmegenkendelse og det er Mathildes fornemmeste opgave, at sikre dette foregår nemt og er tilpasset håndværkernes arbejdsgange. For skærerobotten skal være brugervenlig og kunne det, som håndværkerne rent faktisk har brug for – og ikke det som robot- og app-udviklere tror, der er brug for.

For Kobots er et af de vigtigste redskaber i Mathilde Skov Hansens faglige værktøjskasse designtænkning. Det handler kort fortalt om at åbne øjne og ører og se og høre, hvad brugerne oplever. Og med udgangspunkt i det prøver man sig frem og skaber nogle løsninger eller produkter, som man tester, justerer, evaluerer og justerer igen, til man lander på den rigtige løsning.

”Hos os er brugerinddragelse helt centralt – Hvis ikke vi forstår vores brugere, så kan vi ikke lave robotter der virker for dem. Mathilde er en nøglespiller for os, da hun kommer med nogle kompetencer til at forstå vores brugere og tale deres sprog”

Christina Dalsgaard, Vice President Kobots

”Vi arbejder hele tiden på at forbedre app’en, så den er intuitiv og i øjenhøjde. Vi har nogle meget dygtige software-folk, som er ekstremt dygtige til at kode, men som måske ikke har så meget forståelse af, hvad der sker på byggepladsen. Derfor tager jeg også vores softwareudviklere med ud på byggepladsen,” Uddyber Mathilde Skov Hansen

Byggebranchen har traditionelt været præget af hårdt fysisk arbejde, mange gentagne bevægelser og tunge løft. De udfordringer vil virksomheden Kobots hjælpe med at løse.

”Vi har en vision om, at vi vil forandre branchen, som den er nu. Der er nogle svære problematikker, som automation og vores robotter kan være med til at løse,” siger Mathilde Skov Hansen.

Leave a Reply