Salg og serviceGrøn omstillingTekst

Frederiks strategiske aftryk står mejslet i træ

Når man som Keflico forhandler træ gennemsyrer bæredygtighedsdiskussionen hele forretningen. Keflico udarbejder hvert år en bæredygtighedsrapport, som cand.merc. Frederik Christiansen er en af de drivende kræfter bag. Her gennemgår man minutiøst virksomhedens arbejde med bæredygtighed og gør status på Keflicos grønne fremskridt og nye satsninger.

”Træ er som udgangspunkt et af verdens mest bæredygtige byggematerialer. Men det er ikke ensbetydende med at brugen af træ er bæredygtig. Når kerneforretningen er træ, handler bæredygtighed også om de valg, vi træffer i alle virksomhedens processer. Dem skal der være åbenhed om, og derfor rapporterer vi også årligt på vores bæredygtige udvikling i Keflico,” forklarer Frederik Christiansen.

Netop bæredygtige beslutninger har Keflico truffet flere af. I 2020 fik virksomheden en ny indkøbspolitik, som sætter ambitiøse grønne mål. Ét af dem er, at i 2025 skal 80 procent af alt træ, der handles i virksomheden være bæredygtighedscertificeret. I 2021 samlede virksomheden nogle af de største importører af tropisk træ i Europa om ’An Amazon Initiative’, som skal være med til at fremme en mere bæredygtig udvikling i Amazonas og fx give skovejerne større incitament til at lade skoven forblive skov frem for at rydde og afbrænde områderne.

Frederik Christiansen fik allerede som nyuddannet en nøglerolle i trævirksomheden Keflico, med ansvar for flere af virksomhedens strategiske og organisatoriske projekter, som blandt andet handler om digitalisering og bæredygtighed.

”I Keflico oplever jeg, at man har mulighed for både at udvikle sig selv og virksomheden, fordi der er en grundlæggende tillid til en. Sådan har det været fra min første dag, og det er vigtigt, når man kommer helt grøn fra universitet og skal lære en masse nyt,” siger Frederik Christiansen, der har en kandidatgrad i organisation og strategi fra Aalborg Universitet.

”En stor del af det arbejde, jeg laver, er jeg ikke direkte uddannet til da jeg hverken er uddannet i digitalisering eller indenfor bæredygtighed. Men jeg har en forståelse for det overordnede og en grundlæggende nysgerrighed og passion for at lære mere. På universitet bliver man ikke uddannet i at lave bæredygtighedsrapporter, arbejde med business intelligence systemer, implementere nye it-systemer eller mange af de andre opgaver, jeg sidder med. Universitet giver derimod en værktøjskasse af metoder, begreber og en grundlæggende forståelse af kompleksiteter.”

Frederik Christiansen