Det skæve matchProjektledelseSalg og serviceTekst

Erhvervsøkonom blev trykaflaster i VVS-firma

Er det pengene værd at ansætte en højtuddannet? Det var direktøren i VVS-firmaet N.A.T. skeptisk overfor. Så dumpede et interessant C.V. ind ad døren sammen med et tilbud om fire ugers gratis virksomhedspraktik.  

De store reoler bugner af reservedele. Skabslågerne er pyntet med letpåklædte damer, og latterbrølet er højt, da en af de ansatte kalder omgangstonen i firmaet for ”meget, meget formel”.

– Det her er en utraditionel arbejdsplads for en erhvervsøkonom som mig, og indimellem må man lige lade som om, man har vat i ørerne. Men jeg kan lide at være her, siger Nikita Pedersen om det københavnske VVS-firma N.A.T., hvor hun på femte måned er ansat som projektleder.

Det lå ikke i kortene, at N.A.T. skulle have en cand.merc.pol. på lønningslisten, siger firmaets direktør Kimmy Frank Olesen.

– Når en VVS’er gør sit arbejde, så tjener han sin egen løn hjem og tjener også penge til firmaet. Den der helt direkte afregning får du jo ikke med en akademiker. Vi kunne godt bruge hjælpen, men vi var ikke sikre på, om det kunne betale sig at ansætte en, forklarer han.

Telefondame og strateg

Da N.A.T. skulle lave en hjemmeside, overvejede de at købe ekstern konsulenthjælp til opgaven. Men så fik firmaet tilbudt at få en ledig akademiker i fire ugers gratis virksomhedspraktik.

– Vi sagde ja tak og bad om at få én, der kunne hjælpe os med hjemmesiden. Og så fik vi Nikitas C.V. og opdagede, at hun kunne meget mere end det, fortæller salgschef Henning Jacobsen Shabtai.

Ud over erfaring med formidling på web havde Nikita nemlig en bred erhvervsøkonomisk indsigt. Fx havde hun stor viden om eksport, og det var relevant for N.A.T., som puslede med en ny afdeling, der bl.a. skulle sælge ventilationsbrandsikring til udlandet.

– Nikita er endt med at være lidt PR-ansvarlig, lidt markedsstrateg, lidt telefondame, lidt revisor og egentlig bare en effektiv trykaflaster, hvor der er brug for det, konstaterer salgschefen.

– Hun har også stået for en ansøgning til Innovationsfonden, og hvis den ender med at gå igennem, så bliver det altså en rigtig god forretning, at vi ansatte hende efter praktikken.

For N.A.T. var virksomhedspraktikken en god måde at se hinanden an før en ansættelse. Men praktikken burde vare længere end fire uger, mener Kimmy Frank Olesen.

– Vi var heldige med Nikita. Der gik cirka fire minutter, så vidste vi, at vi havde brug for hende, Men jeg tror, der er mange, som ikke når at bevise deres værd på så kort tid. Det burde være tre-fire måneder.

Mit bedste råd til andre virksomheder

”Mange små håndværkere kan have gavn af en, der kan noget med økonomi og markedsføring. Men er der god kemi? Og er det en person, der også gider at lave andre opgaver? Det kan en praktik vise”.

Kimmy Frank Olesen, direktør

Mit bedste råd til andre akademikere

”Se ikke for snævert på din faglighed! I små virksomheder får du mange spændende opgaver og nok også nogle kontoropgaver. Alt behøver ikke at være stort og forkromet – der er også strategi og kommunikation i de små ting”.

Nikita Pedersen, projektleder